Lasik-operation
Så fik jeg endelig taget mig sammen til at få opereret øjnene. Jeg har været langsynet altid og haft briller siden fjerde klasse, så jeg er temmelig spændt på hvordan det vil være ikke at skulle bruge hverken briller eller kontaktlinser længere.
Jeg valgte at booke gennem Kirurgirejser og tog til Izmir i Tyrkiet, hvilket har været en rigtig god oplevelse. Jeg kunne ikke nogle af de dage, hvor der var grupperejser, så jeg valgte at tage derned på egen hånd. Men det fungererede upåklageligt, og jeg følte mig hele tiden i trygge hænder. Jeg blev hentet på hotellet og bragt til øjenklinikken, hvor der var en engelsktalende medarbejder der tog sig af mig og en gruppe af fire tyskere hele dagen.
Turen til Tyrkiet og forundersøgelserne
Jeg tog afsted torsdag eftermiddag fra Kastrup og ankom samme aften i Izmir. Jeg skulle møde på Kaskaloglu øjenklinik næste formiddag, hvor hele formiddagen og lidt af eftermiddagen gik med undersøgelser, der var også en del ventetid, men det var okay. Jeg havde taget en bog med, det var dog lidt naivt, for relativt tidligt på dagen fik jeg sådan noget væske i øjnene der udvider pupilen, og så kunne jeg ikke længere se noget særligt klart og selv dagslyset var skarpt *G*
Mit syn er +2,75 på hvert øje. Med det pupiludvidende væske i øjnene blev det dog målt til +3,75, og det var det jeg blev opereret efter. Det overraskede mig, men det er åbenbart ikke unormalt, at der er en forskel på dioptrien i “normal-tilstand” og “udvidet-tilstand”. Jeg fik valget, om jeg ville opereres efter +2,75 eller +3,75 men da Dr. Kaskaloglu anbefalede operationen efter synet i “udvidet-tilstand” fulgte jeg hans anbefaling. Det betyder dog, at jeg efter operationen vil have et syn i “normal-tilstand” på -1, men det skulle man ret hurtigt vænne sig til fik jeg at vide, og på længere sigt skulle det være den bedste løsning.
Løsning af hornhinden med Femto-optik laser
Omkring kl. 14 var det tid til selve operationen, og jeg fik sterile operationsklæder på og lagde mig på briksen. Jeg var selvfølgelig nervøs, men de var meget søde og omsorgsfulde alle sammen, både Dr. Kaskaloglu, sygeplejerskerne og den engelsktalende tolk, der alle sammen var med derinde.
De fikserede først mit højre øje – blandt andet med en gummiring, der ved hjælp af vakuum suger sig fast på øjet, det er virkelig ubehageligt, og jeg lå og tænkte på hvad der ville ske, hvis jeg pludselig skulle kaste op og alle mulige andre rædselsscenarier, om at jeg ville få skadet mit syn fordi jeg flyttede hovedet mens laseren skar. Men få øjeblikke senere, var hornhinden løsnet med femtooptik-laseren og turen kom til det venstre øje, hvor det ikke var lige så slemt, fordi jeg nu allerede havde prøvet det en gang. Det gjorde på intet tidspunkt ondt.
Jeg rejste mig og skulle så sidde 10 minutters tid med lukkede øjne og slappe af. Det er på grund af eventuelle luftbobler i hornhinden skal forsvinde inden selve korrektionen af synet, som var næste punkt på dagsordenen.
Selve Lasik-operationen
De fikserede øjet igen, flyttede hornhinden til side (mega klam fornemmelse) og så skulle jeg kigge op i det grønne lys i laseren som så skar. Det tog cirka 18 sekunder for hvert øje, og kunne ikke mærkes. Jeg var bekymret for om jeg lå stille nok, det er svært at vide om man holder sit øje stille nok, når det man kigger på bevæger sig, men det forsikrede de mig om at jeg gjorde, og at det hele gik godt.
Bagefter skyllede han grundigt mine øjne, lagde hornhinden på plads igen, og det var det. Jeg kunne allerede se, men alt var selvfølgelig tåget og jeg var meget lysfølsom. Det var dog alligevel rart, at konstatere jeg ikke var blevet blind, det er jo ens største frygt, selvom den er helt ubegrundet.
Jeg lå og slappede lidt af og tog derefter hjem til hotellet. Jeg tændte ikke lyset, for det ville ikke være rart, så lysfølsom som jeg var. Mine øjne brændte og sved. Tårene trillede ned af kinderne på mig, men så var det heller ikke værre. På hotellet var de enormt søde, en af de ansatte fulgte mig helt op til værelset, åbnede døren før mig og sikrede sig at jeg kom godt ind. De er vant til øjenoperede gæster og tog meget hensyn og var ekstremt hjælpsomme.
Jeg lagde mig på sengen lyttede til Leonard Cohen i min MP3 og faldt hurtigt i søvn. Vågnede igen ved 19-tiden og gik rigtigtig i seng, og sov så til næste morgen. Jeg havde fået noget bedøvende væske til at dryppe i øjnene, men det fik jeg ikke brug for, som sagt sved det, men det gjorde ikke rigtigt ondt, så jeg syntes det var unødvendigt at bedøve øjnene igen. Jeg skulle sove med beskyttelsesbriller på, men det vænnede jeg mig også hurtigt til.
Tjek næste dag
Klokken 10 næste dag skulle mine øjne undersøges, og alt var i orden. Jeg er lidt nærsynet nu, hvilket jeg lige skal vænne mig til. Jeg ser pludselig alting der er tæt på skarpt, mens det der ligger længere væk er temmelig tåget. Det skulle dog blive bedre i løbet af de næste dage og uger, og om tre måneder skulle mit nye syn være stabilt. De fire tyskere der blev opereret samme dag som mig, var alle nærsynede, og de havde allerede et bedre syn end jeg havde, men det er helt normalt, at det tager længere tid for langsynede at komme sig. Mine øjne var også rødsprængte, det var deres ikke.
Jeg skal dryppe øjnene fire gange om dagen i 14 dage med Tobradex, der er et øjenmiddel med binyrebarkhormon og antibiotikum som reducerer inflammation og bakteriel kontaminering. Desuden fik jeg en flaske med “natural tears”, ens øjne er nemlig temmelige tørre den første måned efter sådan en operation, så dem skal jeg også dryppe med efter behov.
Dr. Kaskaloglu sagde han ikke forventede jeg skulle bruge briller nogensinde igen, med undtagelse af læsebriller, som jeg formentlig skal have, når jeg er midt i 40’erne. Men det havde jeg allerede fået at vide, inden jeg blev opereret, så det var ikke en overraskelse, det skal de fleste mennesker jo.
Så tog jeg solbriller og kasket på og gik på sightseeing. Søndag tog jeg hjem til Danmark igen.